Artikler

Den overvældende natur, det gamle fangersamfund, et land i en rivende udvikling med store menneskelige omkostninger – over 30 års dokumentarfilm tegner et tankevækkende billede af Grønland. Og 2002 har budt på en rig høst af nye Grønlandsfilm.

For seks år siden kom det store vendepunkt i dansk film. En ny bølge af debutanter brusede frem, og siden har intet været det samme.

De senere års danske film har fået stor international opmærksomhed og åbenbart fortalt historier med almenmenneskelig appel. Men filmene kan også læses som et portræt af nationen på godt og ondt.

Producenten Ib Tardini og instruktøren Per Fly fortæller om baggrunden for dansk films succesbølge og giver deres bud på fremtiden.

Dogme igen-igen. Nogen sukker, andre jubler. I Jesper Jargils dokumentarfilm De lutrede mødes de fire Dogme-brødre og gør status over projektet. Navlepilleri? Jovist, men også en filmperle, der giver ny inspiration til at arbejde med Dogme-begrebet i en pædagogisk sammenhæng.

Danske børnefilm med noget på hjerte har længe været en mangelvare i biograferne. I en filmnation som Danmark, der overalt prises for sine vedkommende voksenfilm, tilbydes ungerne fortsat historier og karakterer med rødder i Far til fire-konceptet.

Dansk film 1996-2002

Charlotte Sachs Bostrups novellefilm om teenagepigen Fridas første gang er en usentimental skildring af et emne, der er lige så vigtigt, som det kan være pinsomt at tale om, ikke mindst for unge. Fridas første gang lægger op til en diskussion, der kan styrke eleverne både fagligt og menneskeligt.

I Dogme er genrer bandlyst. Men sideløbende med Dogme-bølgen har dansk film med stor succes taget genrefilmen til sig med åbne arme.

Henrik Ruben Genz’ novellefilm og Oscar-prisvinder, Bror, min bror, er et charmerende kærlighedsdrama om det første svære kys, om jalousi og præstationsangst. Og så siger den en del om, hvordan man skruer en spændende historie sammen og viser følelser på film.

I A Clockwork Orange fra 1971 gør mesterinstruktøren Stanley Kubrick op med et totalitært samfunds undertrykkende vold, men påpeger samtidig, at vold er en uundgåelig del af individet. Filmen er velegnet til såvel næranalyse som overordnede diskussioner.

Krigen dengang og nu

Nazisterne brugte i den subtilt udspekulerede propagandafilm Jøden Süss en – groft fordrejet – historisk begivenhed til at give filmens budskab et skær af objektivitet.

American History X er en barsk samtidsfilm om to unge amerikanske brødre, der finder en identitet i nynazismens symboler. Som debatfilm om ekstremisme og voldsdyrkelse er filmen uforlignelig, og den er samtidig velegnet til en diskussion af vold på film.

I dag møder vi skildringer af Holocaust, som ville have været utænkelige i årene efter Anden Verdenskrig. Både Spielbergs Schindlers liste og Benignis Livet er smukt er blevet beskyldt for at banalisere ondskaben, men hvordan holder vi mindet i live, hvis det ikke er tilladt at skabe billeder af grusomhederne?

Steven Spielbergs Saving Private Ryan er en mesterlig film om krigens gru, men det er ikke antikrigsfilm eller en patriotisk krigsfilm. Saving Private Ryan er en film af en instruktør, der benytter krigsfilmgenren til at udstikke en personlig identitet.